19. april 2021
Information angående ladestandere
El-ladestandere er et emne, der bliver diskuteret i Brøndby Boligselskabs afdelinger for tiden. Der er opmærksomhed omkring den øgede interesse for at kunne lade sin el- eller hybridbil op hjemme i afdelingen.
Etablering af en eller flere ladestander skal besluttes på et afdelingsmøde. Det gælder også, hvis en beboer selv ønsker at betale for installationen.
I en almen boligafdeling er det råderetskataloget, der afgør, hvilke installationer lejeren selv må foretage i lejemålet. Her er parkeringspladsen også at opfatte som et lejemål.
Muligheden for at etablere ladeplads til en elbil er ikke omfattet af boligafdelingernes aktuelle råderetskataloger. Hvis et råderetskatalog skal ændres, skal det vedtages på afdelingsmødet.
Alternativt kan afdelingen vedtage en samlet strategi for ladestandere. Både kabelføring og den forventede belastning af elnettet kræver en fælles planlægning og styring, der kan være svær at gennemføre, hvis ladestandere etableres individuelt af de enkelte lejere.
Uanset hvilken af mulighederne, det drejer sig om, er det altså beboerdemokratiet i de enkelte afdelinger, der skal tage stilling til etableringen af ladestandere.